Carlo Fabricius
14. juni 1949 - 23. oktober 2023
Indsendt af: Rasmus Fabricius
Med sin oprigtige nysgerrighed til verden synes det uretfærdigt, at netop Carlo skal slutte sit liv. Med sin livsbekræftende tilgang inspirerede han dem omkring sig, og hans charmerende smil og varme øjne efterlader et enormt savn og tomrum. “Der bliver stille i verden når vi er væk” sang Kim Larsen og det gør der bestemt uden Carlo. Carlo voksede op i Hald uden for Skive, hvor han stod i lære hos sin far. Her lærte han de færdigheder, der skulle definere mange af hans gøremål senere i livet. I Horsens blev han ingeniør og kunne fordybe sig i sin uforanderlige trang til at forstå, hvorfor og hvordan det hele hang sammen godt hjulpet på vej af hans skabertrang. Hvis der var træ, skulle der bygges; Fuglehus, plankebord og sommerhus. Dét, at se noget vokse op fra ingenting, befandt ham rigtig godt. Verden kaldte på Carlo og som rådgivende ingeniør skabte han nye forbindelser mellem land og mennesker i hele verden. Imens tunneler, motorveje og broer blev sat på landkortet tog Carlos nysgerrighed ham under armen og ud blandt mennesker. Han skulle vide, hvem det var, som kaldte dette land deres hjem og hvordan de anskuede verden. En tilgang der bragte ham sammen med Masaierne i Kenya, til te hos nomader i Mongoliet og i cykelklub med de lokale i Montenegro. “Vi kan da ikke bare sidde her”, kan man høre ham sige, når billeder af hans diplomer og medaljer lægges frem. Carlo havde fødder der skulle flyttes og det synes som en selvfølge at han skulle løbe maraton over Afrikas sletter, på den kinesiske mur og over Storebæltsbroen. Vandet har givet ham et frirum både som fisker og sejler, hvor han kunne fange enhvers interesse i garn og ål med sin entusiasme. Sommerferie i den svenske skærgård, samt ejerskab over hans egen båd gav ham stor glæde og tilfredshed. “Kend din historie for at kende dig selv” ville han sige, når han læste op fra Sigurds Danmarkshistorie med sine børnebørn. Det var vigtigt at give sine børn rødder for at de kunne gro vinger. Carlo efterlader 3 børn og 4 børnebørn, som han tydeligt har vist sin ubestridte stolthed og kærlighed til uanset hvilken vej i livet de valgte at gå, så længe det netop var med livet i hånden. Åsa var hans klippe, og han hendes. Gennem 36 års ægteskab byggede de et levende hjem op af nærvær, kærlighed og leg, hvor mulighederne for eventyr altid var åbne. Både sammen og hver for sig har de forfulgt drømme, hvor de har haft hinanden med, og det har været dejligt at opleve deres åbenlyse kærlighed til hinanden. Carlos kræftsygdom gav mange forhindringer og begrænsninger til dét liv, han ønskede at leve. Han havde mange planer for fremtiden og hans lyst til livet gjorde, at han aldrig mistede håbet, selv når kroppen ikke kunne følge med. Hans 70 års fødselsdag fejrede han på en sejlbåd i Kroatien med hele hans familie; Dette blev hans sidste store eventyr. I mandags gav hans krop op, og han åndede ud omgivet af hans børn. Han blev 74 år. Ære være Carlo Fabricius’ minde.
Bisættelse finder sted d. 3. november 11:00 i Vordingborg Kirke.
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.
Se seneste dødsannoncer i Vordingborg