Bataljonschef søges til 4. Nationale Støttebataljon i Vordingborg

dato

Er du en tydelig og empatisk leder, der motiveres af at få logistiske enheder til at fungere i praksis – hver dag?
Har du lyst til at stå i spidsen for en operativ bataljon med stor betydning for Hærens virke, både nationalt og internationalt?
Så er stillingen som chef for 4. Nationale Støttebataljon måske noget for dig?



Om os
4. Nationale Støttebataljon er hjemhørende på Vordingborg Kaserne. Bataljonens kerneopgave er at levere operativ logistisk støtte til Hæren, og enheden har gennem en længere årrække været hyppigt indsat i internationale operationer samt nationale beredskaber.
Bataljonen består af fem underafdelinger, herunder både stående enheder og værnepligtige, en større stab samt et garnisonsstøtteelement. Enheden spiller en central rolle på Vordingborg Kaserne og løser sine opgaver i tæt samarbejde med øvrige myndigheder og enheder på garnisonen og ved regimentet i Aalborg.



Om stillingen
Som chef for 4. Nationale Støttebataljon har du det samlede ansvar for at lede, føre og udvikle bataljonen, både i den daglige drift og i forbindelse med forberedelse til beredskab og operative indsættelser.
Stillingen stiller særlige krav til din ledelsesmæssige dømmekraft og relationskompetence, da du leder en kompleks organisation, som er fysisk placeret på afstand af regimentet i Aalborg. Evnen til at skabe sammenhæng, retning og følgeskab – også gennem ledelse på distance – er derfor afgørende.

Du skal kunne balancere operative krav med uddannelse, daglig tjeneste og udvikling af både førere og soldater. Implementering af ny 11 måneders værnepligt er i 2026 en af bataljonens hovedopgaver, idet ledelse af unge mennesker, kvalitet i uddannelsen og det dannelsesmæssige ansvar er vigtige elementer i chefgerningen.

Som bataljonschef indgår du i Trænregimentets chefgruppe. Dit daglige tjenestested er Vordingborg, men der er en forventning om, at du også er til stede ved regimentet i Aalborg efter behov.

4. Nationale Støttebataljon er en bataljon med stor betydning for Hærens operative virke – både nationalt og internationalt. Det er en enhed, hvor opgaverne skal løses her og nu, samtidig med at soldater, faglighed og samarbejde udvikles over tid.

Som chef for bataljonen bliver du ansvarlig for at skabe sammenhæng og retning i en organisation præget af både operative krav, beredskab, uddannelse og daglig drift. Stillingen stiller særlige krav til din ledelse, da bataljonen er placeret i Vordingborg, mens regimentet har base i Aalborg. Det forudsætter evnen til at sikre et tæt samspil mellem bataljon, regiment og samarbejdspartnere på garnisonen.

Der lægges vægt på, at den kommende chef:

  • Prioriterer trivsel, arbejdsglæde og ordentlighed i opgaveløsningen.
  • Formår at skabe klare rammer og retning i en kompleks hverdag.
  • Investerer i sit ledelsesteam og udviklingen af førere og soldater.
  • Kan balancere operative krav med uddannelse og langsigtet udvikling.
Effektiv logistisk støtte handler ikke kun om systemer og strukturer – den bæres af mennesker. Derfor søger vi en chef, der vil tage ansvar for både opgaven og organisationen og skabe en bataljon, der fungerer i praksis, hver dag.



Om dig
Du er officer med solid ledelseserfaring og har gennemført Videreuddannelsestrin II, Master i Militære Studier eller tilsvarende. Erfaring fra ledelse af operative enheder, herunder international tjeneste og beredskab, vil være en fordel. Operativ Føringsuddannelse eller tilsvarende vil blive vægtet positivt.

Du er en tydelig fører, der kan sætte retning, stille krav og skabe følgeskab gennem dit personlige eksempel. Du evner at lede en organisation med mange specialer og specialister og forstår betydningen af at få ledelsesteamet til at fungere i praksis – i tæt samspil med stabschef, bataljonsbefalingsmand og underafdelingschefer.

Du er en leder, der:

  • Sætter mennesket først og skaber trivsel og arbejdsglæde.
  • Kan omsætte hensigt til handling.
  • Evner at lede gennem kompleksitet og kan prioritere, når alt ikke kan lade sig gøre.
Det er ønskeligt, at du har gjort tjeneste som underafdelingschef, stabschef eller i en tilsvarende ledelsesfunktion ved en logistisk enhed. Erfaring fra højere stab og indblik i den samlede logistiske opgaveløsning vil blive tillagt betydning.
Stillingen er velegnet for dig, der ønsker en bred, praksisnær bataljonschefgerning, hvor ledelse, samarbejde og operativ effekt går hånd i hånd.



Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Dit daglige tjenestested er Vordingborg.

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

Du skal desuden til enhver tid kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – i dette tilfælde A2.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.



KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte tidligere chef for 4. Nationale Støttebataljon, oberstløjtnant Christian Nielsen, på telefon 2531 7107 eller chefen for Trænregimentet, oberst Michael Elsøe Frandsen, på telefon 2523 9189.

Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen, Marie Veedfald, på telefon 3266 5975.

Ansøgningsfrist er den 4. februar 2026.

Vi vurderer ansøgningerne løbende, og der kan blive indkaldt til samtaler løbende. Vi opfordrer derfor til, at du sender din ansøgning med det samme.

Stillingen er til besættelse 1. april 2026.

Vi vil bede dig om at søge via nedenstående link.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.



Om Trænregimentet
Trænregimentet er Hærens største myndighed og tæller op mod 1.600 medarbejdere i de perioder, hvor regimentet har værnepligtige. Ud over den kontinuerlige støtte til Forsvarets internationale operationer og beredskaber, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over hele landet.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vordingborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Vordingborg Kaserne, Sankelmarksvej, 4760 Vordingborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 04-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/078eae98-28e9-4c4b-8f25-f8f852f0fae0

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet