Borgere lokket i fælde af falske bankfolk og 'Udbetaling Danmark'

Profilbillede
dato

Onsdag modtog politiet to anmeldelser fra borgere, der havde været ofre for svindel.

En kvinde, bosat mellem Næstved og Vordingborg, blev tirsdag kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra hendes bank. Han informerede hende om, at penge var blevet overført fra hendes konto til en anden. Han instruerede hende i at placere sine betalingskort i en kuvert, skrive en kode på kuverten, som han gav hende, og udlevere kuverten til en kurer, der ville komme med "kontrolkoden".

Kvinden fulgte instruktionerne og opdagede senere, at der var blevet trukket penge fra hendes konti.

En 86-årig kvinde fra Næstved anmeldte senere samme dag et lignende bedrageri. I dette tilfælde var det dog "Udbetaling Danmark", der havde ringet hende op. Svindlerne formåede også her at få kvindens betalingskort, og der blev efterfølgende hævet et kontant beløb.

Politiet opfordrer igen til at være på vagt, hvis man bliver kontaktet af banken eller andre myndigheder. Banker, kommuner eller politiet vil aldrig bede om pin-koder, adgangskoder eller lignende. Afslut samtalen og ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 eller til banken på dens hovednummer for at verificere opkaldet.

Politiet opfordrer også pårørende til ældre og borgere, der måske er mindre rutinerede i brug af betalingskort, netbank og sociale medier, til at tale med dem og advare dem mod svindel. På SikkerDigitals hjemmeside er der en række gode råd, hvor man blandt andet kan se Bodil Jørgensen spørge om fremtiden.

Kilde: Politiets Døgnrapport