Vordingborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
VORDINGBORG: 36-årig anholdt efter vejvrede
Et advarselsdyt fra en bilist gjorde torsdag eftermiddag, at en anden trafikant fulgte efter bilisten. Det skete uden for Vordingborg, og på Brydegårdsvej stødte de to biler sammen. En stærkt ophidset mand rev døren op til en bil, med en 26-årig mand ved rattet og nåede at give ham adskillige slag i ansigtet, inden han fik lukket og låst døren. Kort efter ankom politiet til stedet, og klokken 14.49 anholdt betjentene gerningsmanden, en 36-årig mand fra Vordingborg. En rutinekontrol viste, at han ikke var påvirket af hverken euforiserende stoffer eller alkohol, og han blev derefter taget med til afhøring på politistationen i Vordingborg. Den 36-årige blev løsladt igen klokken 16.56.
SLAGELSE: På strømpesokker på motorvejen
Politiet fik torsdag klokken 15.32 en anmeldelse om, at der gik en person på Vestmotorvejen ved Slagelse. En politipatrulje rykkede straks ud, og betjentene fandt frem til en 47-årig kvinde, der gik på vejen på strømpesokker. Kvinden var psykisk ude af balance, men var ikke kommet noget til. Hun blev derfor kørt til behandling på sygehuset i Slagelse.
RØDBYHAVN: Bøde for at have hash i kufferten
Politiets udlændingekontrolafdeling tjekkede torsdag aften de rejsende i en bus, der netop var kommet i land fra færgen i Rødbyhavn. En 22-årig mand fra Israel viste sig at have 0,24 gram hash i kufferten, og han blev derfor anholdt klokken 19.36 og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 20.00. Han står nu til en bøde for overtrædelsen på 2.000 kroner.
NÆSTVED: På tur med skunk og kniv
Politiet patruljerede i går aftes ved Lyngstien i Næstved. Her stødte de klokken 20.45 på en 16-årig ung mand fra Maribo, som ved en nærmere undersøgelse viste sig at have en ulovlig kniv og noget skunk på sig. Derfor blev han sigtet efter knivloven og efter lov om euforiserende stoffer. Han brokkede sig efterfølgende over, at betjentene tog hans skunk, og brokkeriet tog en drejning, så det blev til en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Derfor fik han en tredje sigtelse med til samlingen.
NAKSKOV: Sigtet for trusler på livet
Politiet fik torsdag klokken 22.06 en anmeldelse om, at en 23-årig mand havde truet en anden yngre mand i flere beskeder – bl.a. via de sociale medier. Og nu var den 23-årige mødt op foran en adresse i Nakskov, hvor den yngre mand befandt sig. Kort efter anmeldelsen var en politipatrulje på stedet, og betjentene fik fat i den 23-årige, som blev anholdt, sigtet for trusler på livet og taget med på politistationen for yderligere afhøring.
SAKSKØBING: Brand i gård
I nat klokken 3.00 opstod der brand i en gård på Tørstemosevej i Sakskøbing. Hovedhuset og den ene staldbygning blev hurtigt helt antændt, og trods en hurtig indsats fra brandfolkene, stod bygningerne ikke til at redde. Heldigvis kom ingen til skade ved branden, som nu skal undersøges nærmere af politiets brandteknikere.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Askeby | Fanefjordgade | Hus | Onsdag kl. 14.30 – torsdag kl. 12.26 | Vides endnu ikke |
Fensmark | Kildedalsvej | Hus | Onsdag kl. 22.30 – torsdag kl. 7.30 | Nøgler |
Harpelunde | Tårsvej | Hus | 21/7 – 18/11 | Værktøj |
Stensved | Hotelgrunden | Lejlighed | Onsdag kl. 16 – torsdag kl. 10.45 | Kontanter og smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Køgevej | Kl. 8.52 – 11.30 | ATK | 432 | 21 | 60 km/t | 93 km/t | 7 klip |
Kalvehave | Præstøvej | Kl. 11.12 – 13.12 | ATK – bestilt færdselskontrol | 87 | 5 | 50 km/t | 61 km/t | - |
Karise | Stevnsvej | Kl. 5.55 – 7.57 | ATK | 224 | 23 | 80 km/t | 115 km/t | 4 klip |
Nakskov | Tårsvej | Kl. 11.45 – 18.00 | ATK | 925 | 3 | 50 km/t | 60 km/t | - |
Slagelse | Slagelse Landevej | Kl. 10.19 – 13.20 | ATK | 1140 | 15 | 80 km/t | 110 km/t | 1 klip |
Sorø | Slagelsevej | Kl. 13.57 – 19.33 | ATK | 1435 | 8 | 70 km/t | 88 km/t | - |
Stensved | Vordingborgvej | Kl. 14.19 – 17.00 | ATK | 670 | 4 | 80 km/t | 98 km/t | - |
Vemmelev | Ormeslevvej | Kl. 7.28 – 8.28 | ATK | 23 | 1 | 50 km/t | 60 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Næstved | Herlufsholm Alle | Kl. 15.40 – 16.15 | En bilist blev målt til at køre 69 km/t, hvor den højest tilladte hastighed er 50 km/t. Det udløser et klip i kørekortet. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
Der har i det seneste døgn ikke været anmeldelser om påvirkede trafikanter.