Onsdag aften blev der afholdt musik og fest på Slotstorvet i Vordingborg som en del af byens festuge. Mange mennesker var samlet i byen, og langt de fleste havde en god aften med god musik.
Dog blev der registreret et par overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, og to gæster blev bortvist fra festpladsen. Politiet måtte også tilkalde forældrene til afhentning af nogle unge, som skabte uro.
Sidst på aftenen blev to unge fyre på 16 og 17 år kontrolleret i Algade, hvor politiet fandt en kniv på hver af dem. De to unge blev sigtet for overtrædelse af knivloven.
Politiet minder om skærpelsen af knivloven pr. 1. juli. Bøden for at have en ulovlig kniv i det offentlige rum er 10.000 kroner, og andengangstilfælde af ulovlig knivbesiddelse vil straffes med ubetinget fængsel i 14 dage.
Politiet vil fortsat være til stede de næste dage for at sikre, at festugegæsterne får en god og tryg oplevelse.