Indkaldelse til doorstep klokken 11.00: 53-årig fundet død på Chr. Winthers Vej i Vordingborg
Omkring klokken 8.30 mandag morgen fik politiet en anmeldelse om, at en 53-årig mand var fundet død i sit hjem på Chr. Winthers Vej i Vordingborg.Dødsfaldet blev umiddelbart betragtet som mistænkeligt, og derfor blev et betydeligt antal politifolk, hundepatruljer og droner indsat ved gerningsstedet.
De indledende kriminaltekniske og retsmedicinske undersøgelser peger på, at der er tale om et drab.
I den forbindelse inviterer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til et doorstep-pressemøde klokken 11.00 ved den mobile politistation i krydset ved Chr. Winthersvej og Skovvej. Her vil vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson kort fortælle om sagen, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Vidner efterlyses
Politiet beder offentligheden om hjælp, og opfordrer eventuelle vidner og borgere, der har oplysninger, som kan hjælpe med opklaringen, til at henvende sig på telefon 114.Politiet er især interesseret i observationer i tidrummet mellem lørdag klokken 23.00 til mandag morgen klokken 07.00.
Den afdødes pårørende er underrettet.
Politiet vil også i dag være til stede i området ved Chr. Winthersvej, hvor efterforskningen og de kriminaltekniske undersøgelser fortsætter:
- Det er klart at en hændelse som dette kan skabe både utryghed og ængstelse. Derfor har vi sat vores mobile politistation i nærheden, så folk i området har mulighed for at få en snak med os om, hvad man har på hjerte, siger vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen Rune Dahl Nilsson.
Pressekontakt: Kommunikationsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 41331515.