Lars Jensen på 47 år fra Vordingborg har et helt særligt venskab. Han er nemlig frivillig voksenven for en 8-årig dreng og har været det i mere end et år. Lars er voksenven gennem den frivillige forening Børns Voksenvenner.
Når Lars henter sin 8-årige ven, bliver han mødt af et smil og et kram. De spiller bold, øver sig i at cykle, går ture og snakker om stort og småt. Det lyder måske simpelt – men bag det ligger en relation, der kan få livændrende betydning.
Fra mormors hus til voksenvenskab
Lars’ motivation for at engagere sig som voksenven bunder i personlige erfaringer. Han voksede selv op hos sin mormor og har aldrig kendt sin far. De mandlige rollemodeller fandt han i klubben, til fodbold og andre steder.
”Jeg ved, hvor vigtigt det er at have en voksen, man kan spejle sig i. Nogen, der tror på én og viser vejen. Derfor vil jeg gerne være den rollemodel, som jeg selv havde brug for dengang,” fortæller Lars.
For Lars er det meget meningsfuldt at være den ekstra voksen, som bare er der uden krav og forventninger, og samtidig er det ikke kun barnet, der får noget ud af relationen:
”Jeg får utrolig meget igen - både gennem de små, sjove øjeblikke, grinene, de gode samtaler og de mere eftertænksomme stunder. At være voksenven er ikke kun at give. Det er også at modtage. Det giver mig perspektiv, menneskelig glæde og en påmindelse om, hvad der virkelig betyder noget,” fortæller han.
En krammer, der kan mærkes
Lars har tidligere været voksenven for en dreng, der voksede ud af venskabet og derfor ikke havde behovet mere. Det nuværende venskab giver også rigtig meget, og det har stor betydning for drengen, men også for Lars.
”Vi ses cirka hver 14. dag, hvor vi laver helt almindelige ting sammen. Det handler ikke om at lave et festfyrværkeri af oplevelser. Det handler om stabilitet, nærvær og at være til stede. Vi cykler, spiller fodbold, bager eller går ture. Og det gør stadig stort indtryk på mig, at jeg får en krammer, hver gang vi ses,” fortæller Lars med et stort smil.
Dedikerede frivillige støtter op
Bag hvert venskab hos Børns Voksenvenner står et solidt stykke frivilligt arbejde. I Vordingborg og omegn er Ingrid Petersen og Charlotte Andersen frivillige venskabsmatchere. De har samtaler med både familier og frivillige, og matcher familier, børn og frivillige voksenvenner med stor grundighed.
”Vi går op i, at det skal være et godt match, hvor der er mulighed for, at relationen kan vokse. Kemien og fælles interesser er vigtige, og derfor bruger vi tid på at lære begge parter at kende,” forklarer Ingrid og Charlotte.
Foreningen tilbyder også støtte og netværk til de voksne. De første 12 måneder er der tæt kontakt med frivillige og børnenes forældre, og der bliver arrangeret 2-3 udflugter om året for venskaberne.
Ikke en frivillig opgave, men et venskab
At være voksenven er ikke et projekt med en slutdato. Det er en relation, der kan vare i mange år.
”Man skal ikke gå ind i det med tanken om, at det bare er et års frivilligt arbejde. Barnet investerer sig følelsesmæssigt, og derfor skal man også være villig til at gøre det samme,” siger Lars. Ingrid og Charlotte stemmer i og fortæller, at noget af det, der gør mest indtryk på dem i arbejdet som venskabsmatchere er, når venskaberne forsætter i mange år og også ind i barnets voksenliv.
I Vordingborg er der flere aktive venskaber, og børn, der ønsker en voksenven, melder sig løbende, så behovet for frivillige voksenvenner er stort.
Du kan også blive voksenven
Børns Voksenvenner søger løbende frivillige voksne i alderen 25-70 år, der vil være noget særligt for et barn i lokalområdet. Du behøver ikke have pædagogisk erfaring – bare interessen, overskuddet og tiden til at gøre en forskel for et barn.
”Mange børn bliver rørte over, at en voksen vælger at bruge tid med dem – helt frivilligt. Det gør et dybt indtryk på os, og styrker børnenes selvværd, selvtillid og trivsel,” fortæller Ingrid og Charlotte.
Hvis du er nysgerrig på at blive voksenven, er du meget velkommen til at kontakte Gitte Wenzelsen, der er formand i lokalforeningen, på telefonnummer +45 23 24 31 20.
Hvem er Børns Voksenvenner?
Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med cirka 1250 frivillige, der deler en vision om at give børn flere tætte og trygge voksenrelationer, som giver dem mere selvtillid og større selvværd. Foreningen blev etableret i 1990 og har siden da skabt venskaber mellem børn, der kan have gavn af en ekstra fortrolig voksen eller en rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn.