Syv års fængsel for handel med kokain og hvidvask

dato

Retten i Næstved har netop afsagt dom i endnu en sag, hvor Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har optrevlet et netværk, der har forestået omfattende salg af kokain på gadeplan i Næstved og Vordingborg.

I forvejen er 16 personer med tilknytning til netværket idømt lange frihedsstraffe.

Den dømte er en 41-årig mand, som vurderes at være bagmanden i netværket. Manden er ligesom flere af de andre domfældte tilknyttet rocker- og bandemiljøet. Den 41-årige, som erkendte sig skyldig, blev idømt 7 års fængsel bl.a. for omfattende handel med kokain samt hvidvask af særlig grov beskaffenhed.

Der skete samtidig udbyttekonfiskation af 7 millioner kr.  

Domfældte modtog dommen og blev fortsat fængslet efter dom.

- Dommen er et resultat af enestående og overordentlig grundig efterforskning foretaget af såvel Afdelingen for Organiseret kriminalitet som af Afdelingen for Økonomisk kriminalitet, hvor vi både er gået efter det organiserede netværks narkosalg og pengestrømmen, udtaler specialanklager Skipper Pelle Falsled.

 

Pressekontakt: specialanklager Skipper Pelle Falsled på telefon 41331542.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi