Tovholder til strategisk fastholdelse af frivillige soldater i Hjemmeværnet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Hjemmeværnet skal vokse som en del af styrkelsen af det danske forsvar. En afgørende forudsætning for vækst i medlemstallet er, at vi kan fastholde de aktive medlemmer. Vi har i Hjemmeværnskommandoen derfor brug for en tovholder, der kan stå i spidsen for udvikling og implementering af strategiske tiltag for at styrke fastholdelsen af Hjemmeværnets frivillige soldater. Måske er det dig?

Om os

Rekrutterings- og Analysesektionen er geografisk placeret i Hjemmeværnskommandoens hovedkontor i Vordingborg. Sektionen er en del af Informations- og Rekrutteringsafdelingen, der er ansvarlig for den strategiske branding-, rekrutterings- og fastholdelsesindsats med det formål at rekruttere til og fastholde frivillige soldater i Hjemmeværnets aktivstyrke.

Rekrutterings- og Analysesektionen er ansvarlig for den centrale taktiske rekrutteringsindsats, for ansøgnings-, optagelses- og onboardingprocessen for nye frivillige medlemmer af Hjemmeværnet, understøttende undersøgelser og analyser samt nu også den strategiske fastholdelsesindsats. Vi udvikler og gennemfører løbende aktiviteter, der skal forbedre processen omkring optagelse af nye medlemmer, og vi udvikler og tilrettelægger kampagneindsatser, events og andre rekrutteringsaktiviteter – i tæt samarbejde med den øvrige del af afdelingen - og ofte i tæt samarbejde med Hjemmeværnets myndigheder samt med eksterne interessenter og leverandører, fx vores reklame- og mediebureauer. Fremadrettet skal vi tillige arbejde med tiltag, der kan styrke Hjemmeværnets evne til at fastholde de frivillige soldater.

Vi er 8 medarbejdere i sektionen - både militært og civilt ansatte - der arbejder i et dynamisk og udviklingsorienteret miljø. Vi har i sektionen og afdelingen fagligheder inden for kommunikation, markedsføring, rekruttering, events, undersøgelse og analyse, men vi mangler officeren, der har den viden, erfaring og motivation, der skal til for at igangsætte Hjemmeværnskommandoens strategiske fastholdelsesindsats – i tæt samarbejde med øvrige kolleger i afdelingen, Hjemmeværnskommandoen, Hjemmeværnets myndigheder og vores eksterne interessenter og samarbejdspartnere.

Arbejdsmiljøet er uformelt, og tempoet er ofte højt. Foranderligheden er en konstant faktor i sektionen, da vi altid har fokus på at videreudvikle vores egen opgaveløsning. Vi lægger vægt på at have højt til loftet samt at give gode muligheder for både personlig og faglig udvikling. Vi tilbyder et positivt, konstruktivt og respektfuldt kollegaskab, hvor vi helt naturligt spiller hinanden gode. Hos os er en god dag en dag, hvor vi har gjort en forskel, lært noget og haft det sjovt.

Om stillingen

Den strategiske fastholdelsesopgave er ny for afdelingen. Det betyder, at den tilhørende opgaveportefølje indledningsvis skal opbygges fra bunden af, hvilket du får stor indflydelse på. Ambitionen er, at du bl.a. skal understøtte ambitionen om at skabe de bedst mulige rammer for et fleksibelt ”hjemmeværnsliv” for de frivillige soldater. Vi vil skabe de bedst mulige forudsætninger for, at fritidslivet som hjemmeværnssoldat kan fungere i en god balance med studie-/arbejdsliv og familieliv – og det er en af de opgaver, du får ansvaret for.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte følgende:

• Sagsbehandler på fastholdelse af frivillige soldater i Hjemmeværnet med fokus på hjemmeværnssoldatens ”brugerrejse” fra at være nyoptaget til virket som operativ soldat og frem til afgang fra Hjemmeværnet, herunder
 videreudvikling af rammer og vilkår, der kan understøtte et fleksibelt fritidsliv som hjemmeværnssoldat.
 udvikling af strategiske tiltag, der kan styrke fastholdelsen af frivillige soldater.
• Sagsbehandler på genaktivering af hjemmeværnssoldater fra reserven, herunder
 udvikling af strategiske initiativer, der understøtter genaktivering af hjemmeværnssoldater, og
 samarbejde med Hjemmeværnets myndigheder om iværksættelse af tiltag for at fastholde reservens tilknytning til Hjemmeværnet.
• Projektleder og projektdeltager på udvalgte projekter inden for rekruttering og fastholdelse af frivillige soldater.
• Bidrage til undervisning af de fastansatte og frivillige i rekrutterings- og informationssøjlen i Hjemmeværnet.
• Bidrage til at besvare borgerhenvendelser – både skriftligt og på rekrutteringstelefonen.

Du vil i stillingen beskæftige dig med meget varierende opgaver, f.eks. udvikling og gennemførelse af fastholdelsesinitiativer – både centralt, myndighedsspecifikt og lokalt, udarbejdelse af tiltag for at styrke intern mobilitet i Hjemmeværnet, udvikling af rekrutteringsaktiviteter, videns- og erfaringsindhentning fra den frivillige struktur i Hjemmeværnet samt understøtte Den Kommitterede for Hjemmeværnets virksomhed som en del af Hjemmeværnets øverste ledelse. Du vil skulle samarbejde med en bred vifte af interne og eksterne samarbejdspartnere, fx Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Hjemmeværnets myndigheder og de øvrige afdelinger i Hjemmeværnskommandoen.

Stillingen er nyoprettet, og du får derfor god mulighed for selv at præge dine arbejdsopgaver.

Om dig

Du er kaptajn/kaptajnløjtnant M321. Gerne med erfaring fra Hjemmeværnet.
Du har evt. en ambition om at læse MMS – eller er måske allerede optaget. Vi vil give dig tid til at læse ved siden af dit arbejde ved Hjemmeværnskommandoen, så du får en rimelig balance mellem arbejde, studie og fritid.

Du har interesse for frivillighedsområdet i Danmark – og måske særligt for rekruttering og fastholdelse af frivillige. Du har et stædigt fokus på udvikling og optimering, og kan ikke holde dig tilbage, når du ser muligheder for forbedringer.

Du er en teamplayer, der trives med at holde struktur og overblik i en travl hverdag. Du arbejder selvstændigt, tager ansvar for både opgaverne og samarbejdet med dine kollegaer, og du motiveres af at inddrage andres erfaringer og synsvinkler i skabelsen af fælles løsninger.

Du trives i rollen med at lede tætte samarbejder, og du forstår vigtigheden af at kunne kommunikere på flere niveauer i organisationen og overfor vidt forskellige målgrupper både i og uden for Hjemmeværnet. Du formulerer dig således solidt både på skrift og i tale.

Det vil være en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring fra eller kompetencer i forhold til
- Tidligere tjeneste i Hjemmeværnet
- Projektledelse
- Processtyring

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sektionschef Major Anders Christian Bech på telefon 3266 5257.
Du er også velkommen til at kontakte tillidsrepræsentanten for HOD, major John Varmark Jakobsen, på tlf. 28608077.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Nur Arabaci Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 99 35.

Ansøgningsfristen er torsdag den 25. oktober 2024, og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler ugen efter. Stillingen forventes besat den 1. december 2024.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vordingborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Vordingborg Kaserne, Sankelmarksvej , 4760 Vordingborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-10-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6130230

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet