Udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har onsdag anholdt to rumænske mænd, 27 og 30 år gamle, efter en omfattende efterforskning af kaffetyverier, der har fundet sted i en lang række supermarkeder. Blandt de berørte byer er Vordingborg.
De to mænd er sigtet for i alt 35 tyveriforhold, som er begået i september og oktober i byer som Næstved, Ålsgårde, Svinninge, Holbæk, Skælskør, Nykøbing Sj., Vemmelev, Kolding, Svendborg, Kalundborg, Slagelse, Sorø, Dianalund, Hvalsø, Skælskør, Holme-Olstrup, Humlebæk, Nivå, Hørsholm, Kgs. Lyngby, Helsingør, Vig, Vordingborg, Nørre Alslev og Korsør. Politiet vurderer, at der er stjålet kaffe for et beløb i omegnen af 140.000 kroner.
De anholdte afsoner aktuelt en dom fra oktober måned, hvor de blev idømt 40 dages fængsel for tilsvarende kriminalitet. De fremstilles i grundlovsforhør i retten i Nykøbing torsdag klokken 12.00.
Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst), som er en del af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, står bag anholdelsen. Afdelingen er specialiseret i efterforskning af kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland.